English version
Afskaf copyright

Engang var ideernes verden alles ejendom. I dag er kampen
mod kopiering blevet en hån mod selve skaberværket, skriver
billedkunstneren Morten Skriver.

Kronik i Politiken, den 3. marts 2000, i sektionen Kultur og Debat, side 5


Af Morten Skriver


Jeg skriver for at advare dem, som måtte læse dette, mod en mørk og mekanisk magt, der hersker i vores
samfund. En mægtig følelsesløs vilje uden navn og ansigt. Dag for dag tager den til i styrke. Den tilbyder
os drømme, vi ikke har brug for, og tjenester vi aldrig har bedt om, men vi kan ikke sige nej, for dette er
en magt, der forstår at manipulere en hvilken som helst del af vores følelser og sind. Den forvandler alt i
verden til handelsvarer og får os til at tro, at det er vores eget valg. Den undergraver alle værdier og al
mening i bestræbelsen på at nå sit mål. Den vil vokse for enhver pris og dertil behøver den mennesket
som enzym og nødvendig katalysator. Dag for dag forvandler den os til stadig mere viljeløse
forbrugsautomater.
Vi er ofre for en dæmon, som indtil for nylig ikke var andet end et overskueligt potentiale af kortsynet
grådighed og begær. Dens nuværende frygt-indgydende dimensioner skyldes alene en skæbnesvanger
fejltagelse. Af vanvare er vi kommet til at give den kontrollen over ideernes verden. Vi har fanget os selv i
copyrightlovgivningens mentale dødsfælde.

Til at begynde med virkede det ellers som sund fornuft. Alle opfattede de første internationale traktater til
beskyttelse af intellektuel ejendomsret som utvetydige fremskridt, efterhånden som de en for en blev
ratificeret i løbet af det nittende og tyvende århundrede. Hvad kunne være mere logisk og rimeligt, end at
en forfatter fik penge for hvert eksemplar af de bøger, som en forlægger måtte sælge? Hvad kunne være
mere retfærdigt, end at en opfinder kunne modtage en afgift, hvis andre tjente gode penge på hans
opfindelse? En sådan sikring af oprethavsrettigheder kunne ligefrem ses som den nødvendige
forudsætning for en vedvarende kulturel og teknologisk udvikling.
Ligesom lovgivningen til beskyttelse af varemærker direkte kunne ses som en forudsætning for den
stigende verdenshandels sunde og naturlige fremdrift. Der var ingen, som tvivlede eller protesterede, og
med tiden blev lovgivningen til beskyttelse af intellektuel ejendomsret, patent- og mønsterbeskyttelse og
kopirettigheder af enhver art så grundfæstede, at de fleste kom til at anse dem for at være en slags
naturlove. Ingen undrer sig i dag over, at et menneske kan eje formen på en stol, opskriften på en medicin
eller sammensætningen af toner i en kærlighedssang. Men engang var det anderledes. Undertrykkelsen af
den frie kopieringsret er sket i løbet af de sidste to århundreder samtidigt med udbredelsen af
industrialisme, masseproduktion og transnationale virksomheder. Før den tid var ideernes verden alles
ejendom. Mozart komponerede sin musik uden hensyn til, at enhver i al fremtid kunne spille den ganske
gratis, og der var ingen der havde patent på hverken violinen eller nodepapiret.

Menneskehedens kulturelle og teknologiske udvikling, som vi kender den, er uløseligt forbundet med den
frie og ubegrænsede ret til kopiering. De gamle kulturer blev til igennem vedholdende gentagelse og
imitation. Ideernes udbredelse var bestemt af, hvad det var muligt for mennesker at føle sammen. De
bredte sig som ekko og resonans i Ånden og i stoffet. På den måde opstod de mest ufatteligt komplekse
og vidunderlige kulturformationer. Mennesket gentog de grundlæggende formdannende processer i
naturen og skabte samtidigt nye mønstre inden i de eksisterende. Sang med og udviklede sangen i intuitiv
forståelse af at gentagelse, kopiering og reproduktion er livets bærende princip. Denne viden er skjult i
dag bag forbrugersamfundets ekstreme individualisme. Derfor er det så svært at få øje på, at den
lovfæstede begrænsning i kopirettigheder ikke bare er en antinaturlov, men en hån mod selve
skaberværket. Vi overser det faktum, at alt i universet er skænket os på forhånd og at vi er forenet af en
sammenhængende uadskillelig ånd i et kollektivt bevidsthedsrum.
Kernen i problemet er, at lovgivningen mod den frie ret til kopiering beskytter objekter, som er uden
materiel substans. Hvis man kopierer en melodi, så mister komponisten til denne melodi i realiteten ikke
noget som helst, i modsætning til hvis man for eksempel stjæler dette menneskes klaver. Der er en
fundamental forskel på de to ting. I det øjeblik jeg har hørt en sang, så er den jo i princippet min. Den
eksisterer som objekt i mit hoved.
Copyrightlovgivningen beskytter på den måde produkter, der er gjort af samme stof som drømme er lavet
af. De er ren ånd og derfor fuldkommen flygtige. Det er deres natur at spredes for alle vinde og de ville
gøre det, hvis ikke politi, domstole og voksende hære af sagførere forfølger og straffer enhver, der
overtræder det stadig mere omfattende og fintmaskede forbud mod kopiering.
Antikopilovgivningen har ført markedet og ejendomsretten fra det konkret materielle ind i åndens verden
og derved åbnet det kollektive mentale rum for økonomisk spekulation, på en måde mennesket aldrig
tidligere har kendt til. I begyndelsen var konsekvenserne overskuelige og måske endda overvejende
positive, men efterhånden som massemedierne og informationsteknologien har udviklet sig, er det blevet
mere og mere tydeligt, at denne lovgivning rummer et kolossalt samfunds- og kulturnedbrydende
potentiale.
Vi ser, hvordan muligheden for at opnå økonomisk kontrol med kopirettigheder af enhver art har skabt de
mest omfattende og magtfulde propagandaorganisationer verden nogen sinde har set.
Vi ser, hvordan stadig færre globale mediekoncerner i dag dominerer stadig større områder af den
offentlige og private bevidsthed. Vi er besat af organisationer, hvis mål det er at erobre magten over
menneskets sjæl, men i modsætning til tidligere tiders materielt baserede impe-riebyggeri er dette en form
for mental imperialisme, hvis årsag og udgangspunkt er vanskeligt at identificere og derfor at gøre oprør
imod. Forbudet mod den frie kopieringsret betyder, at stort set al kommunikation kommer til at handle om
penge. Ikke kun det allestedsnærværende reklamebombardement, men også langt den meste litteratur, den
meste musik og de fleste film. Motivationen bag ved alle slags udsagn bliver alene at skabe økonomisk
omsætning.
Resultatet er et overstyret selvfor- stærkende kommercielt amokløb, hvor markedsføringen af mærkevarer
flyder sammen med underholdningsindustriens produkter, med musik, film og sport i en stadig mere
fortættet atmosfære af merchandising, logoer og product placement. Den kommercielle kontrol over de
tegn og symboler der omgiver os, har skabt et altomfattende følelsesmanipulerende distraktionsfelt, der
underminerer den enkeltes intuition og fornemmelse for sine egne egentlige behov og efterlader os med
forbruget som eneste faste holdepunkt i tilværelsen.

Lovgivningen mod den fri kopieringsret styrer verden imod en stadig mere ensrettet blind og banaliseret
materialistisk monokultur. Der er imidlertid en del af dette lovgivningskompleks, som ikke virker direkte
på det ydre sproglige plan, men som undergraver og fordrejer forholdet mellem mennesket og naturen på
en dybere og mere fundamental måde. Umiddelbart kan det være vanskeligt at se, at det skulle gøre nogen
forskel, hvem der ejer ideen til en specifik løsning på et eller andet teknisk problem, men jo tættere
patentrettighederne kommer på livet, jo mere åbenlyst bliver deres undergravende virkning.
For eksempel synes patentlovgivningen at have givet medicinalindustrien en ubegrænset magt til at
spekulere i menneskets angst for smerte, sygdom og død. Den har skabt produktionsmonopoler, som har
gjort det muligt for stadig færre globale industrigiganter at fastlåse forbrugercivilisationen i et nådesløst
farmakologisk førergreb. Den særlige mulighed for fortjeneste, som ligger i ejerskabet til opskriften på en
medicin, har betydet, at vi oversvømmes af stadig voksende mængder af stadig dyrere medikamenter med
stadig mere marginalt forbedrede helbredende effekter og stadig mere uoverskuelige bivirkninger.
Resultatet er ikke bare, at sundhedssektorerne overalt i verden drænes for penge. Det medicinalindustrielle
kompleks har tillige i kraft af sin gigantiske økonomiske magt og ved hjælp af alle tilgængelige
propagandamidler haft held til at bibringe flertallet af Jordens befolkning den fejlagtige overbevisning, at
sundhed og helbredelse er identiske med forbruget af netop medicinalindustriens patenterede kemiske
produktion.
Dette er imidlertid kun begyndelsen på historien. Vi er nu nået til et stadium i den bioteknologiske
udvikling, hvor det er muligt for medicinalindustrien og den agrokemiske industri at patentere selve livets
grundlæggende strukturer. Det vil sige, at private firmaer i fremtiden vil kunne eje og kontrollere særligt
designede livsformer, selvom enhver genetisk konstruktion er bygget af bestanddele, som i dybeste
forstand er alt levendes fælles arv.
Genteknologien har herved tvunget antikopilovgivningen til dens mest pervarterede konsekvens. Præcis
her fremstår den åbenlyst og uden formildende omstændigheder som en antinaturlov. Ikke først og
fremmest fordi muligheden for at patentere nye livsformer har fremtvunget et halsbrækkende kapløb for at
udvikle produkter, hvis nødvendighed langtfra er indlysende og hvis langsigtede konsekvenser er totalt
uoverskuelige. Men fordi naturen selv ikke anerkender disse patentrettigheder. Monsanto kan hævde nok
så meget at have ophavsretten til en særlig type genmodificeret afgrøde, men forsøg har vist, at disse
afgrøders vilde artsfæller er ligeglade. De inkorporerer deres genmodificerede slægtninges arveanlæg,
hvis de overhovedet kan komme til det, for sådan har naturen siden tidernes morgen undersøgt
mulighederne og udviklet sig selv.

Vi er underkastet en dæmonisk magt, hvis eneste motivation og begrundelse er et blindt og rasende begær
efter vækst og omsætning. Men vi har selv skabt og næret denne grusomme hersker. Vi har selv indført
de love, der gør det muligt for den at kontrollere ideernes verden og derfor kan vi også selv befri os fra
dens kvælertag. Vi behøver blot at afskaffe disse skæbnesvangre love og regler, så enkelt er det.
Tænk, hvilken umådelig lettelse det ville være, hvis mennesket ikke længere kunne patentere sine
opfindelser. Pludselig ville den teknologiske udvikling komme til at foregå i et helt andet roligt og
velovervejet tempo. Markedet ville blive oversvømmet af langt færre giftige og overflødige produkter, og
der er ikke nogen grund til at frygte, at de nødvendige elementer i den store teknologiske evolution ikke
alligevel ville se verdens lys.
Alexander Flemming drømte for eksempel ikke om at patentere penicillinet, fordi han mente, at en sådan
opdagelse måtte tilhøre menneskeheden. På samme måde afholdt Tim Berners-Lee sig fra at tage patent på
world wide web, fordi han indså, at systemet kun ville give mening, hvis det tilhørte alle. Lige omvendt
kan man argumentere for, at Microsofts kontrol over patent-rettigheder på de altdominerende
styresystemer i verdens computere er en kraftig forhindring for en mere opfindsom udvikling af denne
teknologi.

Tænk, hvilken frihed det ville være, den dag Coca-Colas navnetræk tilhører alle, fuldstændig som det
kristne kors altid har tilhørt enhver, som ønsker at anvende dette symbol. For hvad kunne være mere
sandt eller godt, end at prisen for at angle efter og opnå en fremtrædende plads i menneskenes sind og
hjerte er, at man mister sig selv og bliver alles ejendom som Buddha eller Jesus. Uden det fintmaskede
net af ejendomsrettigheder til ideer af enhver art vil den globale underholdningsindustri med et slag miste
grebet om det kulturelle rum. Når intet varemærke og ingen tv-serie eller popmelodi længere er beskyttet
mod kopiering, vil den fjernkontrol, som nu foregår af vores lyster og længsler ikke længere være mulig.
Uden underholdningsindustriens fjernkontrol vil vi være nødt til at genopdage stedets og tidens enhed og
skabe lokale kulturer. Vi vil pludselig få muligheden for at komme til os selv og se verden igen i sit
naturlige skalaforhold som en lokal realitet midt i det globale elektroniske medie- og
kommunikationsnetværk.
Først vil der nok herske en del forvirring. Der vil sikkert komme en syndflod af mærkevarekopier på
markedet. Men langsomt vil det blive klart, at den fiktion, der er knyttet til disse varenavne, ingen
betydning har og som om vi vågnede op fra en drøm vil vi genopdage genstandenes egenværdi som ure,
tasker, vaskepulvere, læskedrikke og så videre. Film- og musikindustrien, som vi kender disse industrier
i dag, vil bryde sammen, men der vil ikke blive mindre litteratur, drama eller musik end tidligere. Langt
de fleste af dem, som spiller musik, som skriver digte og romaner, som fotograferer og maler billeder har
i forvejen kun marginale copyrightindtægter og dertil kommer, at omdefineringen af den globale
underholdningsindustri vil efterlade et vakuum, som vil skabe en voldsom ny efterspørgsel efter en større
lokal kulturproduktion. Vi vil ikke miste noget ved ophævelsen af kopieringsforbudet. Tværtimod vil det
konkrete nærvær i samfundsorganismen vokse tusind gange.

Måske er tiden endnu ikke moden til at afskaffe forbudet mod den frie ret til kopiering. Alt for
overvældende forretningsinteresser knyttet til denne lovgivning og deres magt over det kollektive
bevidsthedsrum er endnu alt for stor. Dæmonen vokser stadig i hver enkelt af os. Den hersker over vores
længsler og håb. Den er hjertet i medieimperiernes verdensherredømme. Derfor vil de fleste formodentlig
føle angst og modvilje, bare ved tanken om de konsekvenser ophævelsen af kopieringsforbudet vil få for
den kommercielle kuvøses trygge, glitrende forbrugsunivers.
Men fordi forbudet mod den frie ret til kopiering er en antinaturlov, vil det før eller siden blive overvundet
af naturens egne kræfter. Dæmonen er dømt til undergang og allerede nu er der tegn på, at dens dage er
talte. Udviklingen inden for den elektroniske kommunikationsteknologi synes med tiden at ville gøre
ethvert forsøg på at kontrollere elektronisk kopiering umuligt. Musikindustriens angst for Internettet og
cd-brænderen er allerede et lovende tegn. Ligesom det er et lovende tegn, at mennesker overalt i verden
med spontan voldsomhed reagerede mod Monsantos forsøg på at beskytte sine patenterede
genmanipulerede plantesorter mod kopiering ved at gøre dem sterile.
Vi må glæde os over, at piratkopier af alle mulige slags til stadighed dukker op på markedet, for selv den
mindste handling der undergraver lovgivningen mod fri kopiering, vil medvirke til den vigtigste og mest
nødvendige kulturrevolution i menneskets historie: befrielsen af ideernes verden.